Ansvar tak!

Man fristes til at sige: Endelig er valget overstået.

Men det er ikke helt sandt, for vi mangler at finde ud af hvordan tinget ser ud de næste fire år (max).

Én ting kan vi allerede konkludere – Thorning kommer ikke tilbage. Se nu troede man ikke det kunne blive meget værre – men det kunne det. Socialdemokraterne vælger åbenbart Mette Fredriksen som formand, og dermed også statsministerkanditat ved næste valg. Det er næsten ikke til at overskue -hende bryder man sig heller ikke om. Faktisk var eneste fordel ved Thorning netop, at man ikke så meget til Mette. Men næste gang kan jeg så regne ud hun får en del tv tid. Det bliver træls.

Til gengæld kunne vi så beholde Løkke. Nå ja – af to onder måtte vi jo nødvendigvis skulle beholde det ene. Eller er det stadig et måske? Han har i skrivende stund ikke formået at lave en regering med alle fire borgerlige partier. Så skal han i næste omgang forsøge bare at få flækket et eller andet sammen uden absolut flertal. Han siger det ikke kun bliver Venstre – han vil have andre med. Og det kan jeg sådan set godt forstå – det koster at være i regering, for så kan man netop blive vurderet på ens bedrifter ved næste valg.

I betragtning af Dansk Folkeparti fik 1/5 af alle stemmer i torsdags, og blev det største borgerlige parti, så er det mig en gåde de ikke selv sætter sig i statsministerstolen. Ja det koster ved næste valg, for så bliver man for alvor bedømt af vælgerne, og det er nok her de gerne vil være fri. Det er desværre ikke ønsketænkning man kan overlade de tørre tæsk til andre, for nogen skal jo stille sig forrest, og tage de tæsk der kommer fra vælgerne ved næste valg. Hvis nu Løkke til sidst må konkludere han ikke formår, at lave en regering selv – vil Dansk Folkeparti så hellere lade magten gå til rød blok – eller selv stille sig på mål for egen politik og lave en regering på egen hånd? Jeg tror det første – hvis ikke Venstre vil tage tæskene, så dukker Dansk Folkeparti sig, og lader Socialdemokraterne tage dem.

Jeg håber da jeg tager fejl – og at Dansk Folkeparti efterhånden forstår, at den massive opbakning de har fået i befolkningen, efterhånden kræver de tager et ansvar.

Ak du milde

Sikken debat der kørte på DR1 i går aftes. Jeg vil mene rød blok fik lammetæv, hvilket egentlig var rimeligt nok, for mage til kop tynd te skal man da lede længe efter. Jeg må i mit stille sind konstatere, at Helle Thorning ikke kan blive statsminister igen – så lidt kan vi bare ikke være tilfredse med.

Særligt én kommentar fra Helle Thorning fik visse indre organer op på kogepunktet. I en del af debatten, hvor emnet var kontanthjælpsmodtagere, havde Lars Løkke Rasmussen netop afsluttet sin taletid, og bedyret der var behov for at skabe flere jobs i landbruget, så netop de to kontanthjælpsmodtagere i indslaget ville have en chance for at få job der hvor de bor. Ordet blev givet videre til Helle Thorning, som har en vane med først at nedgøre modkandidaten, så han fremstår ganske uduelig. Det gjorde hun også denne gang – men her gik hun for vidt. Hun startede med at sige, at da hun overtog statsministeriet, var Danmark på kanten til at skulle under administration af EU. Hvad!?! Det vil sige Danmark for fire år siden var i en værre forfatning end Grækenland er i dag? Seriøst?

Jeg ser to mulige scenarier for udtalelsen. Enten lyver hun, eller også står hun og udleverer alvorlige statshemmeligheder for åben skærm. I begge tilfælde alene for at sætte sin modstander i dårligt lys. Det på dagen hvor Socialdemokraterne sendte over en million breve ud til danske husstande, hvor der advares mod at stemme på Lars Løkke Rasmussen. Venstre har (ifølge brevet) som mærkesag at indføre nulvækst i den offentlige sektor, og det vil betyde vi alle mister velfærd. Det på trods af Venstre har fem mærkesager i valgkampen, og ingen af dem indeholder ordet ”nulvækst” – ej heller er det ord (mig bekendt) kommet ud af munden på Lars Løkke Rasmussen de forgange tre uger.

Er Helle Thorning virkelig så ivrig efter at beholde sit job, at hun helt åbenlyst vil lyve om sin modstander? Og oven i købet forventer vælgerne tror hende, selvom det er ret tydeligt hun lyver?

Ja åbenbart. Ak du milde.

Dertil kommer så at udsagnet om en nært forestående statsbankerot for fire år siden, intet havde at gøre med det aktuelle emne. Efter den sviner startede hun i øvrigt sine øvede remser, om at krisen er forbi og nu kommer væksten, og vi skal have bedre (lig med dyrere) velfærd osv. osv. Kære Fru Helle – som seer er det ret tydeligt du holder dig til dine indstuderede remser, som desværre ikke siger noget som helst konkret om noget som helst. Det kan godt være dine rådgivere mener, at det får dig til at fremstå professionel, og det gør det måske også til nød første gang. Men når man har hørt de samme remser igen og igen og igen i tre uger, så bliver det efterhånden ret tydeligt det blot er remser. Og man kommer nogle gange i tvivl om du egentlig selv ved hvad det er du siger – selvom det egentlig ikke er svært – du siger nemlig ingenting. Snakker meget – men siger ingenting.

Hvis du gerne vil beholde jobbet, så synes jeg ærlig talt du bør gøre dig fortjent til det. Og nu har du jo heldigvis haft det i fire år – og det er lang tid – så lad os kigge lidt på hvad du lovede os sidste gang. Her var rød blok fremme med 121 valgløfter mod blå bloks 53, så der er rigeligt at vurdere dig på – faktisk alt for meget. Jeg ved da godt du tror ingen kan huske det alligevel, og ingen bekymrer sig om den slags. Beklager Helle – det er der faktisk nogen af os som kan – og gør.

Lad os starte lidt positivt. Et valgløfte fra 2011 var at afskaffe den tidligere regerings pointsystem, som blev brugt til at give permanente opholdstilladelser og familiesammenføringer. Det skulle afskaffes fordi det var for stramt, og ramte skævt. Systemet blev afskaffet i 2012, så her kan man fristes til at sige valgløftet blev overholdt. Det kan så undre, at man stadig ser eksempler i tv, hvor unge mennesker har giftet sig med en udlænding, som efterfølgende ikke må opholde sig i Danmark. Og så sidder der nok nogle fra et helt andet parti og klapper – men i det eksempel jeg tænker på, er det dog en ung dansk mand der har giftet sig med en amerikaner, og ikke en fra de lidt mere eksotiske egne af verden. Se hvorfor må hun så ikke få opholdstilladelse i Danmark? Pointsystemet (som var for stramt) er jo væk – eller det var måske i virkeligheden ikke problemet – og er løftet så overholdt?

Der var også noget med rød bloks sundhedsudspil, hvor man ville tilføre ekstra midler til flere sengepladser og mere udstyr. Alligevel mindes jeg, at have set et indslag i tv, hvor folk stadig ligger på gangene. Endda nydeligt suppleret af et indslag fra en valgkamp i slut 90´erne, hvor det også var et problem. Nu har jeg heldigvis ikke selv været i en situation, hvor det har været mig muligt at afprøve om løftet blev holdt, men noget kunne tyde på at det stadig kniber med sengepladserne.

Jeg har gemt det tunge skyts til sidst. Der var noget med de der 12 minutter – dem formoder jeg mange kan huske. Vi fik egentlig aldrig nogen konkret forklaring på det, men det var en varm kartoffel under sidste valg. Som jeg husker det, var meningen at det kunne få os ud af krisen. Det upåagtet at den økonomiske krise gør at ingen køber noget, og det dermed kan være lidt svært at se, hvorfor vi alle skal bruge 12 minutter mere om dagen, på at producere varer og ydelser som ingen har råd til at købe. Hvis man selv opsøgte lidt information om emnet, så gik det vist også nærmere ud på, at der dengang var for mange på deltid end godt er. For at kompensere for det, så var løsningen altså at hæve den ugentlige arbejdstid med 1 time – så 60 minutter delt på 5 arbejdsdage blev til 12 minutter om dagen. Den blev allerede under valgkampen direkte pinlig – og efter valgkampen blev ideen da også hurtigt gemt væk i kælderen. Men det er nu alligevel meget sjovt at vade lidt i det – for det viser med al tydelighed hvad der foregår i den røde blok, og der bliver sandt for dyden ikke brugt meget tid på at tænke ideerne helt igennem.

Der var også den med en betalingsring rundt om København – den fik samme skæbne som de 12 minutter. Ideen ligger nu i en kælder og samler støv, uden at vi helt fik sagt farvel til den – den blev nærmest lusket ned ad bagtrappen, i håb om ingen ville spørge til hvor den mon blev af.

Jeg kan næsten høre de livslange Socialdemokrater råbe, at det er uretfærdigt med netop de eksempler – det er for billige point. Nuvel. Så lad os i stedet kigge på den store plan der blev fremlagt ved sidste valg ”Fair løsning 2020”. Den er meget lang – 96 sider for at være præcis. Desværre kommer jeg ikke langt i den før kæden hopper af. Første del af planen handler om at få Danmark sikkert igennem krisen. Her kritiseres den daværende regering for at være passive, og – hold nu fast – for kun at have sænkning af selskabsskatten som middel. Og det med skatten var en virkelig dårlig idé – for det havde ikke haft den ønskede effekt i Sverige. Hmm. I første debat ved dette års valgkamp, slog Lars Løkke Rasmussen på at man kunne få mere velfærd uden at bruge flere penge. Det afviste Helle Thorning brysk, hvorefter Løkke tillod sig at nævne det faktisk lod sig gøre i Sverige – så kunne vi vel også finde ud af det. Svaret fra Thorning var, at vi jo altså ligesom er i Danmark, så det var noget pjat at sige Sverige. Meget interessant. Thorning må under valgkampen i 2011 gerne bruge Sverige som reference – men det må Løkke ikke i 2015. I sin regeringstid har Thornings regering faktisk sænket selskabsskatten – selvom hun i valgkampen 2011 kritiserede den blå blok for at ville gøre det. For nu at citere Kristian Thulesen Dahl fra gårsdagen debat ”Det giver jo ingen mening” hvilket i øvrigt også var rettet mod Thorning. Og jeg beklager – men så kommer jeg simpelthen ikke længere i de 96 sider – for det giver ingen mening.

Men Helle er jo ikke helt alene – i går var hun bare ikke godt hjulpet af sine kammerater. Hun havde Morten Østergaard med som repræsentant for de radikale. Netop partiet som visse steder, roser sig selv for at have fået Danmark igennem krisen. Min holdning er at Danmark såmænd nok var kommet igennem krisen, også uden de radikales hjælp. Det har nemlig noget med den internationale økonomi at gøre, og jeg mener ikke vi i et lille land kan gøre det store, for at få gang i hjulene. Det er nok muligt at lave nogle tiltag som kan afhjælpe de værste konsekvenser af krisen, men at få den til at forsvinde kræver noget mere power end vi kan mønstre på egen hånd. Morten Østergaard virkede da ærlig talt også temmelig mavesur hele aftenen. Måske fordi der efter hvert indslag fra det virkelige liv, var angivet om partierne sagde ja eller nej til det konkrete spørgsmål, og at der i boksen under de radikale konsekvent stod et spørgsmålstegn. Vel egentlig ganske præcist, partiet taget i betragtning, men det så lidt skidt ud når de ikke havde svaret på et eneste spørgsmål. Hvorfor det stod der fik vi ikke noget at vide om, men jeg formoder han vel ikke havde haft tid til at svare. Det går heller ikke godt for de radikale når man kigger på deres løfter fra sidste valg. Et af dem var, at der skulle bruges flere penge på at forhindre skader som følge af skybrud og andre vejrfænomener, så danskerne kunne vide sig sikre på at deres huse ikke var i fare for at blive ramt af vandskader. Vi kan høre nogen i Jyllinge om de mener at have set meget til det. Vand – jo det har de set masser af, men ikke mange foranstaltninger for at undgå det. Og så skulle skattestoppet afskaffes som noget af første. Særligt fastfrysning af ejendomsskatten var den skæveste opfindelse overhovedet. I 2012 gennemføres så en skattereform, hvor de radikale er med ved bordet, som giver lov til at indeksregulere skatter og afgifter i takt med inflationen. Nuvel – men det er vel næppe det samme som at skattestoppet dermed er afskaffet? Pudsigt nok var det faktisk kun ejendomsværdiskatten som gik helt fri, og dermed stadig ikke må stige. Ups Hr. Østergaard – det giver vist heller ingen mening. Særligt ikke når det også denne gang er et vigtigt punkt for de radikale, at netop ejendomsbeskatningen skal stige.

Men bevares – Helle har det ikke altid lige let. Hun må også trækkes med Enhedslisten, som stillede op med Johanne. Hun plejer nu ellers at være den mest mavesure i panelet, men måtte altså i går se sig slået af Morten Østergaard, selvom hun da gjorde hvad hun kunne. Der var nu ikke noget nyt under solen fra hendes mund. Det er evig og altid den samme klagesang, om at alle de andre er nogle fæle krabater, og i øvrigt gør alting forkert. Og meget lidt om hvad hun egentlig selv vil. Det illustreres egentlig meget fornemt af deres valgløfter fra 2011 – dem var der otte af. De fleste af dem temmelig røde, og jeg har begrænset mig til at nævne tre af dem her. Den første var at der skulle oprettes en offentlig (og almennyttig) bank, så vi kunne komme af med de grumme kapitalister i finansverdenen. Jo jo – men andelssparekassen findes jo allerede, så skulle vi ikke bare nøjes med dem. Og så blev det vist i øvrigt heller ikke til noget. Så var der en idé om at de allerrigeste danskere skulle pålægges 10% ekstra i skat. Det mest interessante var faktisk at vi fik at vide hvornår man hører til de rigeste i samfundet – det gør man når man tjener over en halv million om året. Så det er for eksempel sådan en som mig – og jeg mindes ikke at have fået en ekstra regning fra skat på 10%. Den sidste jeg har udvalgt, handler om, at man ville holde Socialdemokraterne og SF op på at føre en rød politik. Tja – man har jo ikke set meget til dem, så det kan godt være det er gået fint med det – måske lige bortset fra det med at sænke selskabsskatten. I gårsdagens debat var én af de store ting Johanne godt kunne tænke sig, at sosu assistenterne skulle have mere i løn. Fair nok – det har jeg sådan set ikke noget problem med. Det jeg slet ikke forstår er, at hvis de får det i løn de gerne vil have, så ender de blandt de rigeste i landet. Og så begynder de at købe boliger og biler. Og så tror jeg faktisk ikke de gider stemme på Johanne mere. Så det lyder nærmest som om hun udhuler sit eget vælgergrundlag.

Der var engang en klog man som hed Knud Larsen fra DSV. Han sagde, at hvis ikke man startede livet med at være glødende socialist, så var der noget galt med ens hjerte. Og hvis ikke man endte sine dage med at være konservativ, så var der noget galt med ens hjerne. Jeg har altid følt mig hjemme i den røde blok, og oftest stemt på SF. Med Knuds ord in mente, så tror jeg tiden nu er kommet til at skifte farve. Det falder mig umuligt, at skulle støtte en regering der i den grad har været usynlig i fire år, og som pludselig dukker op og fremstiller sig selv som redningsmænd. Jeg har i særdeleshed også svært ved, at skulle støtte en regering der så åbenlyst lyver om deres modstandere.

Tvivlen forud for morgendagens valg er der stadig, men efter gårsdagens debat er den afgrænset til hvilket blåt parti som skal have en stemme. I går gjorde både de konservative og liberal alliance et godt indtryk. Lars Løkke så derimod lidt træt ud, men det er der vel heller ikke noget at sige til. Det er jo primært ham der får slagene fra den røde blok. Men lad os se – der er endnu tid.

Og så en lille hurtig sidste svitser til aftenens vært Kim Bildsøe Nielsen, som absolut mente at være klogere end kandidaterne. Og det er han temmelig sikkert også et langt stykke hen ad vejen. Og han må meget gerne gå til stålet og udfordre kandidaterne. Men det er uhøfligt at afbryde en kandidat der er i gang med at svare. Særligt når det gøres halvvejs i vedkommendes første sætning i udsendelsen – så er det svært at få frembragt noget meningsfyldt. Og bevares – Uffe Elbæk kunne jeg ikke drømme om at stemme på alligevel, men jeg synes dog alligevel det er fair han får en chance til at sige sin mening. Uden at blive afbrudt.

Kampen om dagpengene

Endnu en tv debat i går aftes. Denne gang med andre end spidskandidaterne, og det er for så vidt meget rart, at man fra tid til anden kan få lov at kigge på andre kandidater. Men tv debatter er og bliver trælse, og skal indtages i moderate doser for at undgå kvalme.

Den del af debatten jeg så, handlede meget om dagpenge, og om hvor vidt der skulle laves en justering, så man kunne optjene retten til dagpenge hurtigere, og samtidig beholde den længere. Der kom et forfriskende input fra Liberal Alliance, som blot spurgte alle de andre, om ikke det var en idé at skabe flere jobs, for så var det slet ikke nødvendigt at spekulere på dagpenge. Lige i det tilfælde behøver jeg faktisk ikke høre, hvordan de så lige har tænkt sig at skabe flere jobs. Jeg kunne godt opfange at det blot var en provokation, som skulle tvinge de andre partier til at tænke lidt ud af boksen.

Men den holder desværre ikke hele vejen hjem, og det var nok heller ikke formålet med ideen. I den økonomiske teori arbejdes med et begreb som hedder “naturlig ledighed”. Det udtrykker et niveau for den mængde arbejdsløse man er nødt til at have. Det lyder måske mystisk, men den kan forklares. Der er natuligvis mange argumenter for, at en vis form for arbejdsløshed er nødvendig. En af dem kunne være, at hvis alle er i arbejde, så er det ikke muligt at skabe vækst, for der er ingen ledige hænder til at producere varer og ydelser. Det betyder at vækst kun kan opnås ved at hente udenlandsk arbejdskraft til landet. Hvis konjunkturerne efterfølgende går ned ad bakke, så har man nu en større arbejdsstyrke man skal forsørge, hvilket vil være en økonomisk belastning. Men det væsentligste argument er, at arbejdskraft som alt andet følger mekanismerne for udbud og efterspørgsel. Hvis alle er i arbejde, og en virksomhed ønsker at ansætte flere folk til at producere, så vil den arbejdskraft de kan få være meget dyr. Ganske enkelt fordi efterspørgslen er større end udbuddet. Når virksomhedens omkostninger stiger, så stiger prisen på deres varer tilsvarende. Det vil gøre danske varer dyrere end udenlandske alternativer, hvilket er det man kalder en forringet konkurrenceevne. Er der derimod en fast pulje af arbejdsløse, så vil virksomheden kunne skaffe arbejdskraft til “normal” priser. I teorien i hvert fald.

Den korte konklusion er altså, at der er gavnligt for landet at have en fast pulje af arbejdsløse. Hvis alle er i arbejde, så har landet ikke længere mulighed for vækst, og så kan man sige vi er blevet så rige som det er muligt – der er ikke mere at komme efter, og derfra kan det altså kun gå i én retning.

Når nu de arbejdsløse er til gavn for samfundet, hvorfor så ikke i det mindste sørge for ordentlige vilkår. Hvad er pointen i at tvinge folk ud i job som ikke findes – og hvis de fandtes, så ville konsekvensen være vi alle blev fattigere. Men der bør naturligvis sikres en vis rotation, så det ikke er muligt at være en fast del af arbejdsreserven. Det vil være fair hvis vi skiftes til at holde fri.

Jeg hørte forleden en udlægning af “systemet” som gik ud på, at det er embedsværket der driver landet, og politikerne i virkeligheden ikke har mulighed for at ændre særlig meget. Supertankeren sejler sin vante kurs, og det er umådelig svært at få den til at dreje i en anden retning. Puha – det lyder skræmmende. I så fald synes jeg måske politkerne skulle mande sig lidt op, og sige til embedsmændene, at de bare har at dreje supertankeren når de bliver bedt om det. Ellers bliver jo nok nødt til at ansætte nogen som kan finde ud af det.

Det fik mig til at tænke på en ældre idé. Danmark burde blive drevet som en virksomhed. Vi som vælgere stemmer på en bestyrelse, alt efter hvad kandidaterne til posterne mener at kunne udrette (hvilket i øvrigt skal opstilles i en målbar form). Når bestyrelsen er valgt, så er den frit stillet i forhold til at ansætte en direktion, som så igen er frit stillet til at ansætte en ledergruppe. Når bestyrelsens periode er ved at udløbe, og der igen skal være valg, så skal der naturligvis laves en uvildig rapport, som fortæller os vælgere om bestyrelsen har nået deres mål. Det skal vi naturligvis have med i vores overvejelser, når de lover os noget næste gang.

Velkommen til Danmark A/S

Den store auktion

Det virker næsten som om, der i disse dage afholdes offentlig auktion, hvor håbet er, vores stemmer automatisk går til højest bydende.

Et glimrende eksempel, er når Helle Thorning besøger en hospitalsafdeling. Man får jo ikke hele historien, men mon ikke personalet har gjort opmærksom på, at der mangler ressourcer. Helle åbner straks statskassen, og giver 1,9 mia. til dette område.

Det er jo selvfølgelig meget fint, men hvorfor er det lige netop det beløb der skal til? Hvorfor ikke 1,5 eller 2,5 mia.? Det får vi aldrig noget at vide om, og der er egentlig også et andet spørgsmål som presser sig mere på. Hvis det samlede offentlige budget er 500 mia. om året, ville det så ikke være muligt, at finde sølle 1,9 mia. ud af de 500 mia.? Selvfølgelig ville det være en mulighed – bare ikke når der er valg. For hvis der kun er en pose penge, og nogen skal have mere af posen, så betyder det jo samtidig at andre skal have mindre. Og midt i en valgkamp er der få partier eller kandidater, som har lyst til at tage noget fra nogen – det kunne man jo miste stemmer på. Men når valget er overstået, så bliver det jo alligevel nok sådan det kommer til at foregå. Så er der nemlig kun en pose penge, og skulle det ske valgløfterne holdes, så er der andre som får mindre. Når der ikke længere er stemmer på spil, så er det nemlig ansvarlig økonomisk politik, at holde de offentlige udgifter i ro. Men det vil de færreste partier indrømme før valget, og slet ikke de to partier som har en chance for at komme i statsministeriet.

Det jeg slet ikke forstår er: hvordan kan 500 mia. ikke være nok? Forstået på den måde, at behandling af patienter på sygehusene bør vel pr. definition altid være højt prioriteret, men alligevel ender Helle Thorning på en afdeling som ikke har fået hvad de har behov for. Betyder det at de 500 mia. er prioriteret forkert? Og hvordan sikres det så at de ekstra 1,9 mia. ender der hvor behovet er? Og hvordan kan så mange penge bruges på de forkerte ting – er der slet ingen opsyn? Jamen det er vel finansloven, som bestemmer pengenes fordeling? Og så er det vel Helle Thorning selv, der har ansvaret for, at denne afdeling mangler 1,9 mia. Eller hva´ ??

Det pudsige er, at når Lars Løkke byder på auktionen, så er Helle Thorning straks efter ham: “Du har ikke pengene Lars”. Men jo det har han Helle – for hvis du kan skaffe dem, så kan han også! Om ikke andet, så har han også 500 mia. at lege med.

Tak Poul Erik

Man skal huske at rose når der er grund til det, og i går aftes var Poul Erik Skammelsen ordstyrer, i et topmøde mellem Helle Thorning og Lars Løkke. Efter den slags events, er det tradition, at de ægte kommentatorer skal udpege en vinder og en taber. Ganske ligegyldigt. Hvis jeg skal sige noget, så vil jeg mene at seerne tabte. Hvem der vandt af de to, er derfor ligegyldigt. Det virkede som om Helle Thorning var meget interesseret i at slynge tal ud, og med slet skjult selvtilfredshed, gøre os alle opmærksom på at Lars Løkke i hvert fald ikke har de rigtige tal. Og stakkels Lars kunne desværre ikke nære sig, så han forsvarede sine tal. Men som seer er jeg egentlig ikke interesseret i, om det er 700 eller 7.000 eller 700.000 flere der er kommet i job. Fakta er der mangler jobs til dem der gerne vil have et – så lad os hellere høre lidt om hvordan de kan skabes.

Det var dog ikke udelukkende en skidt aften foran tv´et. Endelig stod der en journalist, som ikke var bange for at udfordre de to kandidater på deres udtalelser. Og jeg ved godt det er et svært job – for tit og ofte ønsker kandidaterne slet ikke at gå i detaljer. Vel sagtens fordi der ikke er noget konkret bag de fine løfter. Således gik det at Helle Thorning udtalte “Der er ingen som tror på mere velfærd for 0 kr.” Men jo det er der Helle Thorning, og heldigvis var Poul Erik skarp, og fik spurgt til om det ikke var muligt at bruge ressourcerne på en anden måde, og dermed få mere velfærd til 0 kr.? Sådan – lige det spørgsmål jen syntes manglede. Og sandelig om ikke Helle Thorning pludselig mente, at der naturligvis skulle effektiviseres i den offentlige sektor. Ja ikke nok med det – det havde hun faktisk allerede gjort de sidste fire år – og det arbejde skal fortsættes. Men der skal også tilføres flere penge.

Jeg synes måske Helle Thorning slap lidt hen over svaret, men jeg tvivler på Poul Erik kunne få mere ud af hende. Man sidder så tilbage med en undren over Helle Thorning, ikke tidligere i valgkampen, har gjort os opmærksom på at hun har effektiviseret den offentlige sektor – hun plejer ellers ikke at være sen til at gøre opmærksom på den slags. Det kan muligvis skyldes resultatet af effektiviseringen ikke er værd at skrive hjem om – men når nu man bliver kørt lidt på klingen er man jo nødt til at finde på noget.

Tak Poul Erik for intelligent at styre debatten, og udfordre dem lidt, hvor det nu er muligt. Er du sød at lære dine kollegaer hvordan man gør? Og ikke bare her i valgtiden, men gerne hele året rundt. Og heller ikke kun når det drejer sig om politik, men også meget gerne indefor alle andre emner.

Retoriske helgarderinger

Der findes et begreb, som er særligt populært i denne søde valgtid. Et begreb jeg vælger at kalde retoriske helgarderinger. Det kræver muligvis en kort introduktion: det er de situationer hvor et parti og/eller en kandidat har et synspunkt, hvor det er utopi at antage nogen mener det modsatte.

Men lad os tage nogle eksempler – der er nok at vælge imellem – og de er til tider ret komiske. Undervejs kan vi også kigge lidt på, om der så trods alt er noget substans bag de komprimerede overskrifter.

Lad os starte med Socialdemokraterne. Nedenstående citat er hentet fra deres hjemmeside:

”Socialdemokratiet vil have endnu mere gang i væksten i hele Danmark. Vi vil gøre det lettere at drive virksomhed, vi vil rydde op i afgifter og binde Danmark bedre sammen med hurtigt internet, bedre togforbindelser og billigere færgebilletter”

Socialdemokraterne mener nu at have argumenteret sagligt for, at de skal beholde nøglerne til statsministeriet – fuldstændig upåvirket af de netop har haft fire år til at gennemføre det hele i. Og lad os lige tænke det igennem engang. Kan man forestille sig at et andet parti ville skrive nedenstående på deres hjemmeside:

”Vi vil have mindre vækst i Danmark. Vi vil gøre det mere besværligt at drive virksomhed, vi vil komplicere afgifterne og sørge for Danmark får langsommere internet, færre togforbindelser og dyrere færgebilletter”

Nej vel. Så har vi fat i en retorisk helgardering. Og jeg ked af det, kære socialdemokrater, men den slags giver i min bog 0 point. Det fortæller ikke mig hvorfor i er bedre til at lede landet end andre – for ingen ville gøre det modsatte.

Hvis så bare Socialdemokraterne, under den korte overskrift, brugte tiden på at forklare hvordan de helt konkret vil gøre, så kunne der måske falde lidt point af alligevel. Men nej. Pladsen bliver brugt på at fortælle hvad de allerede har gjort – og roser gerne sig selv for det. Men når jeg nu ikke selv mener at kunne se nogen effekt af deres tilstedeværelse, så har Socialdemokraterne et kommunikationsproblem af de helt store. Medmindre de tror jeg tolker deres udsagn som statskontrollerede sandheder – og det kommer ikke til at ske.

 

Lad os gå videre til Venstre. De har en retspolitisk ordfører (Karsten Lauritzen) som bekendtgør:

”Alle, der begår kriminalitet, skal retsforfølges hurtigt og effektivt, og sanktionerne skal være mærkbare. Der skal gøres en særlig indsats for at hjælpe unge ud af den kriminelle løbebane…”

Unægtelig svært at forestille sig andre mener det modsatte. Så også 0 point til Karsten. Resten af teksten lider af samme fejl og mangler som socialdemokraternes; der nævnes ingen konkrete ideer – andet end at politiet skal fokusere anderledes – hvad det så end betyder. Og igen en meget selvrosende opremsning af hvad man allerede har gjort, om end Venstres bedrifter jo er af lidt ældre dato end socialdemokraternes. Men jeg må nok engang tilstå jeg har svært ved selv at se effekten af deres tidligere virke. Så her er jeg overladt til bare at skulle tro på, de nok skal skal få ordnet det de lover – der er øjensynligt ikke behov for jeg får en lidt mere detaljeret forklaring. Ellers tak Karsten – der skal mere til – for jeg tror faktisk ikke du har nogen konkrete ideer.

 

Måske SF kan tilbyde noget substans? De siger at de:

”…vil stå på mål for en venstreorienteret, økonomisk ansvarlig politik, hvor pengene bliver brugt til at fremtidssikre vores samfund.”

Hold da fast – hvor skal man starte? Lad os tage den venstreorienterede økonomiske politik – hvad går den ud på? At de vil føre en ansvarlig økonomisk politik – ja det må i min verden være et minimumskrav til alle partier. Og hvordan fremtidssikrer man et samfund? Masser af spørgsmål – men heller ikke her beskrives konkrete tiltag, som måske kunne forklare overskriften. Samtidig må jeg antage ingen andre partier siger det modsatte (naturligvis bortset fra den venstreorienterede del), og derfor er der også 0 point til SF. Måske man skulle overveje minuspoint i dette særlige tilfælde, for jeg har absolut ingen tro på at de kunne få gennemført noget af det, selvom de fik nøglerne til statsministeriet.

 

Dansk Folkeparti tilbyder:

”Ventelisterne til sygehusene skal helt væk, og på sygehusene skal behandlingen være effektiv og venlig.”

Tak som byder – det vil jeg da se frem til. Igen er det svært at forestille sig nogen kunne mene det modsatte, så mon ikke det bliver til 0 point. Men måske den underliggende forklaring kan byde på noget mere konkret? De har da i det mindste et link til deres oplæg for sundhedsområdet. Det nyeste oplæg dækker perioden 2006 – 2010. Jeg menes at være i 2015, så jeg gider faktisk ikke engang læse det igennem. Men det kan jo være de gamle ideer ikke er blevet til noget endnu, så det stadig er et mål at få dem gennemført. Så hvis jeg giver jer fire år mere, er det så tilstrækkeligt til få gjort noget ved det? Jeg tror ikke jeg har lyst til at tage chancen lige nu. Men når I leverer effektiv og venlig behandling på sygehuse uden ventelister – så vil jeg alvorligt overveje at stemme på jer. Det bliver nok nogenlunde samtidig med Bjarne Corydon begynder at smile til kameraet.

 

Her omkring ville jeg så meget gerne kigge lidt på kristendemokraterne, men det lader ikke til de har en egentlig hjemmeside. Det nærmeste jeg kommer er krf.dk som vel refererer til kristeligt folkeparti. Fin start. Den fortæller mest om partiets historie, og om de gange de har måttet flytte ud af Christiansborg. Jeg tror næppe partiet selv har skrevet det der står på siden. Men så kan man måske finde noget interessant i den blog der er på siden? Jo da – hvis man interesserer sig for islandske vulkaner – ellers ikke. Jeg vil være nådig, og blot konstatere det nok bliver et svært valg for dem.

 

Liberal alliance ser umiddelbart ud til at være dem som har fat i noget. En komplet 2025 plan, som efter sigende er gennemregnet af finansministeriet, som også siger god for de effekter planen vil have. Man ved jo at tal er taknemmelige, så jeg kunne nok også vride nogle tal i den retning jeg ønsker. Jeg vil dog benytte lejligheden til at rose alliancen, for selv at gøre opmærksom på at denne slags beregninger naturligvis ikke kan forudsige alt, og derfor er forbundet med en vis usikkerhed. Man kan jo så mene hvad man vil om deres holdninger, men det virker i hvert fald til de forklarer ret præcist hvordan de vil nå deres mål, bl.a. når det handler om effektivisering af den offentlige sektor – altså at få mere ud af de penge man allerede bruger, og derved skabe mere velfærd uden at bruge flere penge (nå nej undskyld – Socialdemokraterne siger at man investerer i velfærd – så det må jeg jo hellere kalde det). Medgivet at nogle initiativer virker lidt naive og simplificerede, men det er utroligt nok markant bedre end det de andre er kommet med. Jeg havde ikke umiddelbart forestillet mig, at jeg skulle hælde mod liberal alliance, og jeg har da også gjort en ihærdig indsats for at fange dem i en retorisk helgardering, men det lader sig ikke umiddelbart gøre. Min modvilje mod netop liberal alliance går egentlig ikke så meget på deres politik – det er et stykke ad vejen gode pointer, som virker velovervejede og som understøttes af konkrete ideer. Jeg har til tider lidt svært ved at finde ud af, om de i virkeligheden bare byder højest for at blive populære; eller om de faktisk ville gøre som de lover, hvis de fik chancen. Det er svært at sige før de har fået mulighed for at bevise det, så jeg vil lade tvivlen komme dem til gode. Min modvilje går mest på det persongalleri de stiller op med. Indrømmet det er lidt tyndt at vurdere et parti på deres kandidaters personlighed, men det er jo heldigvis noget jeg selv bestemmer. Og det falder mig svært at skulle stemme på dem – noget ved persongalleriet får nakkehårene til at stritte. Og hvis jeg stemmer på dem, og de får magt som de har agt, så kommer de jo bare endnu mere på tv. Det er næsten ikke til at overskue.

 

Skal vi også lige vende den nye spiller: Alternativet.

”Alternativet vil have et mere empatisk samfund, der sætter menneskeskæbner først…”

Det er meget klædeligt de kender forskel på sympati og empati, men det giver mig ikke rigtig nogen idé om hvad de egentlig vil, og jeg formoder ikke andre mener det modsatte. Deres forklarende tekst byder på en 30 timers arbejdsuge, for så får vi alle en mere fleksibel hverdag, og det vil give masser af jobs til de arbejdsløse. Hmm. Altså hvis det betyder jeg kan nøjes med at arbejde 30 timer (jeg antager til samme løn), så er det jo helt fint med mig. Men jeg kan næsten garantere, at min arbejdsgiver ikke dermed ansætter en medarbejder mere, som kan lave det jeg ikke når de sidste 7 timer. Mit bud er jeg kommer til at lave det samme – bare hurtigere (ups – der fik jeg vist ødelagt et andet af deres argumenter – nemlig at det samtidig ville betyde mindre stress, når man skulle arbejde mindre). Men 7 timer mindre fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen, er ikke det samme som mindre arbejdsmængde. Jeg tvivler desværre på det hjælper ret mange arbejdsløse eller stressede danskere, selvom det naturligvis er sødt af Alternativet at tænke på dem. Rent pointmæssigt er det så stupidt, at det ikke er fair at anvende en skala. Jeg tror de bør fokusere på deres økologiske drømme, og holde sig fra realpolitik – det virker som de har én fordi det forventes af et parti, men det er vist ikke én der er lagt meget energi i. Dermed et pænt nej tak til det alternative.

 

Er de Konservative efterhånden blevet et niche parti? Jeg synes deres emner er lidt spøjse – men det er selvfølgelig også en måde at skille sig ud på. De mener blandt andet der bliver begået for mange indbrud, og spørger til om det er rimeligt? Næh det er det bestemt ikke – men det er der jo nok ingen som svarer ja til – udover måske dem der begår alle de indbrud – så det må give 0 point. Hvis vi stemmer på dem, så vil de sætte en stopper for det. Her har vi trods alt med et parti at gøre, som løfter lidt af sløret for hvordan de vil løse udfordringen. For det første vil de tilføre 500 mio. kr. til politiet. Jamen det siger politiet da nok ikke nej tak til. Jeg savner måske bare vi får lidt mere at vide om hvad pengene egentlig skal bruges til – eller det er måske op til politiet selv? Vi skriver checken – i sørger for at løse problemet? Det finder vi nok aldrig ud af. Næste tiltag er at hæve straffen for indbrud. Fair nok. Men jeg tror faktisk allerede det er strafbart, og det lader ikke til at afholde nogen fra at stjæle fra andre. Så hvis de kriminelle havde den potentielle straf med i deres overvejelser, så ville der slet ikke findes indbrud. Men det er nok fordi kriminelle som udgangspunkt ikke regner med at blive fanget – og det kan man jo svært gøre så meget ved – eller hvad? Svaret er ikke at finde… De fortsætter lidt i samme spor, men jeg får ikke en tro på de selv har nogen ideer – bortset fra at skrive checks.

 

De radikale er da i hvert fald ikke bange for at sige hvad de mener – det må man da et eller andet sted tage hatten af for, for det er godt nok ikke tiltag man skal forvente mange klapsalver for. Men de starter med denne historie:

”Vi vil have flere i arbejde og færre på offentlig forsørgelse. Vores ambition er, at mindst tre millioner danskere altid er i arbejde i Danmark.”

Det kræver så der er 3 mio. jobs, og 3 mio. arbejdsdygtige danskere, men bortset fra det lyder det jo meget fornuftigt. Faktisk så fornuftigt at man næppe kan se andre spille ud med et lavere tal. Jeg forstår heller ikke helt den med 3 mio. danskere i arbejde. Hvor mange er der nu? Det er vel en ret vigtig oplysning, hvis man skal vurdere ambitionsniveauet. Og så det med at det skal være i Danmark – øhh – nå – ok? Desværre kommer der herefter lidt klumper i sovsen. Udover en nærmest skammelig selvros over alle de fantastiske ting man har bedrevet de sidste fire år (man har jo nærmest egenhændigt fået Danmark ud af den finansielle krise), så kommer der også nogle ideer til hvordan fremtiden skal skæres. Et af punkterne er at hæve pensionsalderen – og det er der jo sikkert mange som ønsker sig i julegave. Men det er efter sigende en nødvendighed, for ellers kan vi ikke investere i velfærden. Den har vist været på banen før hos Socialdemokraterne – og nu kan jeg ikke holde den ud længere, så lad os lige få noget på det rene. En investering er noget man får igen, med lidt held får man faktisk mere tilbage. Men hvis jeg køber en is, så har jeg ikke investeret i en is – så har jeg brugt penge på en is. Og det er også helt fint – men jeg kan ikke forvente pengene kommer tilbage igen. Så når der tales om at investere et større milliard beløb i velfærd, så synes jeg egentlig bare vi skal kalde det hvad det er: vi vil gerne bruge flere penge på velfærd. Fair nok – men hold nu op med at bilde os ind vi får pengene tilbage igen senere – for det tror jeg næppe vi gør. Og så tilbage til de Radikale, der jo som nævnt har reddet Danmark fra økonomisk undergang. Derfor har de vel også ret til at have stærke meninger, når deres tilstedeværelse i regeringen har en så markant effekt. Lad os slutte snakken om de Radikale med et enkelt citat:

”Samtidig betyder skattestoppet på boliger, at det for mange bedre kan betale sig at købe bolig end at arbejde eller starte virksomhed.”

Groft klippet og totalt ude af sammenhæng, men jeg kan forsikre at selv i den komplette tekst giver det absolut ingen mening. Kort fortalt: lidt for selvrosende uden man rigtig tror på deres bedrifter, og dermed også ret ligegyldigt om de får fire år mere.

 

Vi er ved at løbe tør for partier. Egentlig havde jeg overvejet at springe det sidste parti over – men så gik det op for mig, at de faktisk er de morsomste at beskæftige sig med. I hvert fald som tilskuer. Enhedslisten… Puha. Her kan man virkelig tale om problemer med persongalleriet. Selvom de har for vane at finde nogle nydelige unge piger, hvilket jo burde være en fordel, så ender konceptet alligevel som noget meget lidt charmerende. Det hjælper nemlig ikke, når de der kønne unge piger, mest af alt opfører sig som mavesure skrankepaver. Det er ikke klædeligt i så ung en alder. Man kan da kun prise sig lykkelig over ikke at være gift med en af dem – det virker umiddelbart ret håbløst at stille dem tilfreds. Hvis man kom med et konstruktivt forslag til parforholdet, så ville det hurtigt blive skudt ned af en mavesur svada, akkompagneret af en selvfed, bedrevidende og hånlig grimasse. Det kræver faktisk en vis form for talent, at få så meget ind i én grimasse. Men det er jo også dejlig nemt bare at kritisere alle andre for hvad de gør – særligt når man ikke har lyst til at overveje alle de ting man ikke selv gør. Men pyt – lad os give dem en fair chance. Det kunne jo være der gemte sig noget substans et sted.

Lad os tage Pernille Skipper. Hun siger:

”Pengepungens størrelse må aldrig blive afgørende for, om man kan få hjælp.”

Så ingen brugerbetaling, hvor de rigeste selv må betale. Det er da klar tale. Lad os kigge lidt videre.

”Desværre har et flertal i Folketinget valgt at bruge milliarder på skattelettelser til de rigeste frem for på at hjælpe børnefamilier ud af fattigdom eller sikre tid og omsorg til vores bedsteforældre. Det er en forkert politisk prioritering, og den skal vi ændre på.”

Det er også meget beklageligt Pernille. Jeg kan forsikre at de 100 kr. om måneden jeg fik ud af det – dem vil jeg meget gerne give tilbage, så vi kan hjælpe dem som virkelig har behovet. Men det bliver på én enkelt betingelse: Du bliver nødt at forklare mig hvordan du helt nøjagtig vil hjælpe dem. Og jeg er ikke interesseret i at få at vide hvor mange milliarder du skal bruge – jeg er interesseret i at vide hvordan milliarderne bliver omsat til hjælp, og hvordan det sikres at hjælpen når frem til dem den var tiltænkt. Og jeg ved godt det er kompliceret, men jeg tror godt min hjerne kan bearbejde det du kommer med. Jeg har bare en mistanke om der ikke rigtig er noget håndfast bag de ellers pæne ord.

Så må vi hellere lade Pernille få lidt fred, og se på partiet som helhed. Det er faktisk meget svært at fange dem i retoriske helgarderinger. Uanset hvilken påstand de kommer med, så er det ikke svært at forestille sig nogen kunne mene det modsatte. Det er jeg faktisk ret sikker på der er en hel del som gør. Og når man ikke forsøger at score nemme stemmer på den konto – så giver jeg gerne point for det. Men jeg stemmer ikke på jer.

 

Jeg tror jeg er løbet tør for partier. Og jeg har ikke fundet nogen jeg ser mig i stand til at stemme på. Hvad gør man så?

Da én mand blev til fem lovforslag

Tophistorien fra i går tilhørte Lars Løkke Rasmussen. Han havde fundet ud af der var en mand i et rengøringsfirma, som havde sagt sit job op, fordi det ikke kunne betale sig at arbejde – han kunne “tjene” næsten det samme ved at være på dagpenge.

Mediernes vinkel på historien syntes jeg var lidt uheldig – i hvert fald de medier jeg blev udsat for. Her drejede det sig næsten udelukkende om hvor vidt det nu også kunne være rigtig – og om ham direktøren i rengøringsfirmaet havde regnet efter.

Det var da et tåbeligt spørgsmål – hvorfor i alverden skulle han det?

Mit ønske havde nok været man fokuserede på proportionerne i historien. Mener Lars Løkke Rasmussen at der skal lovgives på baggrund af én mands opsigelse? Det meldte historien ikke noget om, men det kunne journalisterne jo så passende have spurgt ham om. Det ville jo nok være blevet mødt med en påstand om, at han jo ikke er den eneste der gør sådan. Se så er vi derhenne hvor der må kunne afkræves proportioner. Hvor mange drejer det sig om Lars?

Ja det ved han nok ikke – og således sidder jeg tilbage og føler der mangler noget information, før jeg kan erklære mig enig. Men det er helt i orden – for jeg ved faktisk heller ikke hvad jeg i så fald skulle være enig i.

Jeg er da godt klar over Løkke mener det skal kunne betale sig at arbejde – men det er en lidt tynd kop te at hænge det op på en enkelt mand.

Der er vist noget galt i Danmark

I går blev valget til folketinget udskrevet, og skudt i gang. Det betød at sendefladen på tv var fuldt booket med debatter, og politiske kommentatorer, som jo alle i sagens natur er nødt til at mene noget om alt.
Det blev også til et gensyn med en del politikere, som var på kanten af at skulle meldes savnet. Fornemt anført af vores siddende statsminister, som man vist roligt kan sige har været fraværende fra sendefladen de sidste fire år. Nu er hun tilbage igen – inden nogen nåede at få meldt hende savnet. Ikke at hun skal stå alene med den; lederen af oppositionen har også været langt væk.

 

Som ansvarlig borger, følte jeg det som en slags pligt at følge med i debatten. Man er vel nødt til at orientere sig om de forskellige partiers meninger og holdninger, så man den 18. juni kan træffe et oplyst og velovervejet valg. Desværre fandt jeg det svært at udholde pinslerne – det var ganske enkelt for skuffende og nedtrykkende, og man er nødt til at spørge sige selv: ”Kan Danmark virkelig være tjent med så lidt?”

 

Der var særligt to centrale ting som irriterede mig grænseløst.

 

Den første ting er de folkevalgte politikere, som vi har sat til at styre vort lille land. De kan øjensynligt ikke bearbejde andet end meget simple samfundsmodeller. Alle de deltagende kandidater – eller i hvert fald dem som fik lov til at sige noget – var enige om at begrebet velfærd kan defineres efter nedenstående formel:

Flere penge = bedre velfærd

Færre penge = dårligere velfærd

Så sad man i sofaen og tænkte – måske der er en anden mulighed. Måske man kunne kigge det offentliges regninger igennem, med kritiske briller. Måske man fandt nogen som gav 18 kr. for en liter letmælk, og måske man kunne finde den billigere et andet sted. Indrømmet et dårligt (og i øvrigt tænkt) eksempel, men pointen er da også bare, at der måske kunne findes lidt besparelser hist og her. De penge man så sparede, kunne man jo passende bruge på at ansætte flere pædagoger, skolelærere og sygeplejesker. Ville man så ikke have skaffet mere velfærd, uden det kostede mere? At kandidaterne ikke selv er kommet på den – ellers ret simple tanke – finder jeg direkte skræmmende. Er det virkelig for indviklet for dem? Kan de kun forstå den meget simple model? Eller er det meget værre – de tror vi er så dumme, at vi ikke kan forstå andet?

Den anden ting som virkelig irriterede mig, var den journalist som var sat til at styre debatten. Alt imens kandidaterne slyngede milliarder til højre og venstre, og alle var meget ivrige efter at komme til at røre rundt i den gang sludder suppe der var i kog, så lod journalisten til at affinde sig fint med blot at smile, og sørge for alle fik et ord indført. Det klarede hun så i øvrigt heller ikke særlig godt; medmindre selvfølgelig der er en regel som hedder at de store partier har mere taletid end de små partier? I så fald synes jeg man skal lave reglerne om, så dem der tør være lidt mere specifikke i deres løfter, automatisk får mere taletid. Og hvis ingen af dem har noget fornuftigt at sige – så siger vi tak for i aften og sætter en god film på.
Som vælger, og ikke mindst tv seer, så må vi vel kunne forvente en vis form for intelligens hos de journalister, som styrer den slags debatter. Hvis kandidaterne blot får lov til at slynge tal, statistikker og meget overordnede løfter ud i hovedet på os, så ender det med at blive en meget indforstået snak mellem dem fra Christiansborg. Og så ender os hjemme i sofaen med at blive hægtet fuldstændig af – og så har vi alle spildt vores tid. Er det virkelig for meget forlangt at stille krav til journalisterne? Gå nu i kødet på dem for pokker. Kandidaterne skal da udfordres på det det siger – de skal da tvinges til at frembringe intelligente argumenter for deres meninger. De skal ikke have lov til at slippe afsted med store forkromede løfter om bedre velfærd – så må journalisten da gå i struben på kandidaten og spørge: Hvordan har du helt nøjagtig tænkt dig at gøre det?
I en verden hvor vi, som almindelige vælgere, ikke har de største muligheder for at byde ind med vores meninger – det har kommentatorerne åbenbart eneret på – ja så må vi desværre nøjes med at være tilskuere til det igangværende cirkus. Kandidaterne får lov til at skyde påstande, tal, statistikker og løfter ned i den store gryde med sludder suppe, og journalisterne og kommentatorerne har åbenbart intet at byde ind med. Andet end at kommentere på hvad de mener kandidaterne siger, gør og mener – og derved kommer de (måske uforvarende) til selv at hælde endnu mere grød i sludder suppen.

 

Med udsigt til at skulle være vidne til slagets gang i tre lange uger, så mærker man allerede hovedpinen snige sig ind på én, og trætheden virker nærmest overvældende. Men jeg har sammen med fruen allerede bestemt at holde en feriedag den 19. juni, for så kan vi nemlig bruge aftenen før på at se valgaften på tv, spise noget god mad og måske drikke et glas rødvin. Vist mest for at fejre det nu er slut med hovedpine og træthed, og at politikerne forsvinder igen om et par dage – lige så snart de har fået fordelt ministerbilerne imellem sig. Så kan vi se frem til den vante sendeflade, med masser af programmer om haver og bagning. Der er vist noget galt i Danmark.

Vel også derfor denne blog – som selvudnævnt kommentator. Jeg er ikke bekendt med at denne stillingsbetegnelse kræver nogen nævneværdig uddannelse – hvilket man jo tydeligt kan se hvis man tænder for tv´et. Så her et forsøg på at kommentere hvordan en helt almindelig borger (og vælger) ser verden.